Opsiger 11 medarbejdere på rejsebureauer i Aalborg og København



”De elektroniske billetter fylder mere og mere, så der er ingen grund til at have dyre huslejer i lufthavnene for at ekspedere kunderne over telefonen – vi vil i stedet samle kræfterne på vores hovedkontor her i Vejle. Her får de berørte virksomhedskunder hver to kontaktpersoner, frem for et helt team i hhv. København og Aalborgs lufthavne.”



Det siger Vejle Rejsers salgs- og marketingsdirektør, Mette Bjørck, som også er i bestyrelsen for det familieejede Vejle Rejser. Vejle Rejser er Danmarks fjerdestørste erhvervsrejsebureau.



På bestyrelsesmøde i aftes blev det besluttet med øjeblikkelig virkning fra i dag at lukke de to lufthavnskontorer i Aalborg og København.

Medarbejderne blev ringet op i morges og fik at vide, at de var fritstillet og ikke skulle møde på job i dag, fredag.



”Vi samler kræfterne i Vejle, vi får dermed mere fokus på kunderne med alle vore medarbejdere under samme tag. Vi har i dag meddelt vores firmakunder om ændringerne, og det har de vist forståelse for,” siger Mette Bjørck.



Om den hurtige beslutning om at lukke kontorerne i Aalborg og København samt fritstille medarbejderne med øjeblikkelig virkning, siger Mette Bjørck til Take Off:



”Medarbejderne på kontorerne, seks i København og fem i Aalborg, har gjort det upåklageligt godt. Men vi valgte at fritstille dem, fordi man kunne frygte, at opsagte medarbejdere måske ikke ville være så pro-Vejle Rejser.”



Vejle Rejser har 62 medarbejdere på hovedkontoret i Vejle – hertil kommer et kontor i Nuuk, som ikke berøres af ændringerne.

Cirka ¼ af Vejle Rejsers årlige omsætning på 600 mio. kr. kommer fra rejsebureauets aktiviteter i Grønland.



Ensartet service, større udnyttelse af spidskompetencer, nye markedskrav og fremtidssikring er nøgleordene for Vejle Rejsers nye strategi, hedder det i pressemeddelelse fra bureauet.



Vejle Rejser, der i oktober blev kåret som Danmarks Bedste Forretningsrejsebureau ved Danish Travel Award, har taget hul på en ny strategi, der sigter mod endnu bedre service til erhvervssegmentet.



”I forbindelse med den øgede globalisering forudser vi, at behovet for markedsovervågning, og evnen til konstant tilpasning i relation hertil, vil få stadig større betydning i fremtiden”, siger adm. direktør, Ole Svendsen, i en pressemeddelelse fra Vejle Rejser. Han tilføjer:



”Vi vil i endnu højere grad have en finger på pulsen med vores medarbejderes viden. Derved kan vi kontinuerligt sikre det høje kompetenceniveau, som netop er forudsætningen for den effektive og ærlige rådgivning, Vejle Rejser er kendt for.”



HB

Skrevet af