Fredagsklummen – Tag jer så sammen, italienske venner

Af Ejvind Olesen



Allerede som 17-årig lykkedes det mig at få ældre kammerater med på en ide om, at vi skulle køre fra Vestjylland til Rom i en lejet bil og runde Peterspladsen. Vi er tilbage til 1953, og den gang var det bestemt ikke almindeligt at leje bil og køre sydpå med telt på tagryggen.



Vi sparede sammen hele vinteren, og vi endte med at være fem om at betale. Turen tog 12 dage, og vi var på Peterspladsen og inde i Peterskirken i sammenlagt to timer. Derefter spiste vi en for os lidt ukendt ret, nemlig spaghetti. Og så skyndte vi os hjemad igen.



Siden har jeg været i Italien utallige gange, og skulle jeg have valgt at bo i et andet land, da var det nok blevet i Italien. En sommerferie ved vandet, mange år ved Adriaterhavet, men også ved Middelhavet, San Remo og omegn, er det blevet til.



DANSKE turister kan godt li` italienere – jeg nævner lige Gardasøen – og italienerne kan godt li` Danmark. De kommer i større og større tal herop, blandt andet for at tage på krydstogt og opleve København.



I mange år havde Italien det største og flotteste turistkontor i København. Muligvis var det dyrt, men det var flot, ambitiøst og med fin service. Senere startede den nedad skruende spiral, og efter masser af protester blev kontoret lukket. For derefter at flytte til Stockholm, så langt væk fra danskerne som næsten muligt. Og resultatet har været derefter. Sørgeligt Italien.



Helt ydmygende, da en dansk rejsebureaudirektør fik brev i foråret om, at han ikke kunne få sendt nogle brochurer til sin danske adresse “fordi man ikke havde penge til frimærker til pakken til Danmark”. Kan det blive ringere ?



JA,, DET KAN. For nu vil den italienske regering lægge en afgift på turisme.1.200 kr. ekstra for en uge for to børn og to voksne i Rom eller Venedig. Men det er princippet i det hele. Armoden i et land, hvor turisterne lægger milliarder af kroner hvert år.



Det er en uskik med den form for skat, som lægges på landets gæster, hvadenten det er i en lufthavn eller på et hotel. Turister bruger jo penge i det land de besøger. Tænk blot på, at de betaler 25 procent i dansk moms til os alle sammen. Også af søvn på et hotel.



Straffen plejer at følge af sig selv. De første, der reagerer er charterbranchen, som vender blikket mod konkurrenterne som Tyrkiet, Spanien og Grækenland. Og langsomt siver grundlaget.



Vågn nu op i italiensk turisme og brand beskat dem, der tager 70 kr. for en kop kaffe på Markuspladsen i Venedig. Det ville være fortjent, men nu skal man oven i købet betale 20 kr. om dagen for at blive plukket.



Hvad mener du. Er det en god ide med en turistskat i Italien ? Stem i quick poll.

Skrevet af