Minister: Sovebusregler tåbelige

Nye tyske sovebusregler forhindrer reelt kørsel med nyere danske sovebusser, og det er tåbeligt og skal hurtigst muligt ændres. Det mener trafikminister Flemming Hansen (K).
Siden april i år har det været lovpligtigt i Tyskland, at alle passagerer i sovebusserne er fastspændt, hvis der er seler i busserne – også når de ligger ned. Til sammenligning kræver de danske myndigheder kun, at selerne benyttes, når passageren sidder op og altså er fri for selen, når han/hun ligger ned. Problemet for de danske sovebusser er nemlig, at de ikke indeholder seler, der kan anvendes i liggende position. Dette betyder, at de busser, der er indregistreret efter 31. oktober 1999 er ulovlige til sovebusbrug, mens de gamle busser, som slet ikke indeholder seler, er fuldt ud lovlige.
Flemming Hansen vil derfor forsøge at få en aftale i stand med tyskerne om en flerårig dispensation samt desuden tage sagen op med EU-kommissionen.
Ifølge Thorkild Højvig, formand for busfraktionen i Danmarks Rejsebureau Forening kan de tyske regler få den konsekvens, at mellem 15.000 og 25.000 af de skigæster, der har bestilt deres ferie, alligevel ikke kan komme af sted.
(Jyllands-Posten, 2/12)

Skrevet af