Dagens kommentar

TURISTBUSSER. Med alverdens teknologi kan vi stort set kontrollere alt. Nu har myndighederne opdaget, at turistchauffører, der kører i Europa, sælger øl og vand til gæsterne, selv om de er købt billigt i grænsekiosker. Det er forbudt at videresælge en Ceres Royal i bussen, fordi forudsætningen for at importere de store mængder øl og vand er, at det er til eget forbrug.



Men det er det jo netop ikke i lovens forstand, fordi det er chaufføren der forsyner de rejsende.



Myndighederne har derfor formelt ret. Det er ikke lovligt at købe en pilsner for tre kroner og sælge den for fem kroner.



For al ulejligheden kan han få et overskud på næppe over 50 kroner om dagen. Langt mindre end en gennemsnitstjener får i drikkepenge.



Og nogle vil sikkert hævde, at chaufførens drikkepenge er skattepligtige, så de skal fremgå af hans selvangivelse!



Formelt set skal den enkelte chauffør eller i det mindste hans selskab have importtilladelse, betale moms og afgifter og føre nøje regnskab.



Nu er det jo sådan, at lov er lov og lov skal holdes. Det er ikke til diskussion. Men enhver lov kan tolkes.



Det er der rige muligheder for i dette land. Og det må der også være i denne sag, så vi undgår vendetta mod busselskaber, hvis gæster har gjort sig skyldige i at købe en grænsehandels øl af en chauffør, der blot for lidt drikkepenge søger at servicere sine kunder bedst muligt.



Ølsalg i turistbusser er gråspurve, som de danske myndigheder øjensynligt overvejer at skyde med kanoner.



De skulle hellere vise lidt flexibilitet og bruge kræfter, hvor de store skatteunddragelser findes.






Skrevet af