Passagererne flygter fra Alitalia

Tal fra sammenslutningen af europæiske ruteflyselskaber, Association of European Airlines, viser, at Alitalia havde 16,4 % færre rejsende i årets første seks måneder i forhold til samme tid i fjor.



Til sammenligning faldt passagertallet hos AEA’s medlemmer i snit 0,1 % i juni i forhold til samme måned i fjor. Det var bl.a. tilfældet for Air France KLM, mens British Airways faldt 2,8 % og Iberia 14,2 %.



Den italienske premierminister, Silvio Berlusconi, sagde forleden i italiensk TV, at regeringen fortsætter redningsoperationen for Alitalia. Tidligere har Air France KLM vist interesse. Nu menes en mulig alliance med Lufthansa at rykke nærmere.



“Vi har samtaler med et stort udenlandsk selskab om en alliance på et internationalt niveau – uden tab af de 7.000 arbejdspladser, Air France KLM ønskede,” sagde Berlusconi.



Den italienske stat ejer 49,9 % af Alitalia, som har fløjet med underskud hvert år siden 1999 og som i øjeblikket taber en million euro om dagen.



Alitalia holdes kunstigt i live via endnu et nyt statslån, denne gang på 300 mio. euro – et lån som EU undersøger lovligheden af, skriver Reuters.

Skrevet af