Rejsende rammes af regelkonflikt

Rejsende risikerer at få konfiskeret toldfrie varer, købt i USA og pakket som foreskrevet efter amerikanske regler, når de lander i Europa, fordi reglerne i EU er anderledes.

”Kunden kommer simpelthen i klemme mellem to regelsæt, og det er ikke acceptabelt,” lyder kommentaren fra salgsdirektør Michael Andersen fra Scandinavian Cruise Center.

”Kunden står pludselig med et dumt dilemma. Der bliver købt toldfrie varer, hvor poserne er lukkede efter amerikanske standarder, men disse standarder matcher bare ikke de europæiske. Vi har hørt om denne situation fra flere af vores kunder, der på deres mellemlandinger i Europa har fået deres toldfrie varer inddraget på trods af, at de er blevet købt efter gældende lovgivning i USA. Det er der ingen kunder, der kan være tjent med,” siger Michael Andersen.

Han opfordrer til at myndighederne får ensrettet reglerne.

”Samtidig vil vi nu informere alle vores kunder om situationen, så vi sikrer, at ingen kommer hjem fra deres ferie og er utilfredse,” siger Michael Andersen.

Skrevet af