TQ3 mister topchef

Efter knap to år på posten stopper svenske Milla Limrell (billedet) med udgangen af måneden som Director Supplier Relations for TQ3. Nordisk direktør for det store erhvervsrejsebureau, Thomas Lundberg – der ligesom Milla Limrell kom til TQ3 fra et andet af de store erhvervsrejsebureauer, CWT, siger til Take Off:



”Milla forlader TQ3 efter eget ønske. Hendes mand har fået job i København, deres hjem og børn er i Stockholm, og hun kan ikke få enderne til at mødes med at pendle mellem Stockholm og København. Vi er selvfølgelig kede af at miste Milla – og er nu gået i tænkeboks for at finde ud af, hvorledes vi bedst sikrer, at Milla’s hidtidige opgaver løses i fremtiden.”



TQ3’s danske ledelse består foruden Thomas Lundberg af Gunnhild á Rógvi Olsen, Director, Finance, Svend Erik Iversen, Director, IT, Research & Development, Jes Johansen, Director, Operations (Productivity), Mia Landin, Director, Operations (Service & Quality), Torleif Nesjan, Director, Account Management, Zoran Milosavljevic, Director Sales – samt, måneden ud, også Milla Limrell.



I Danmark har TQ3 170 ansatte – primært på hovedkvarteret på Gl. Køge Landevej i Valby, men også med kontorer i Aalborg, Aalborg Lufthavn, Billund Lufthavn, Herning, Københavns Lufthavn, Odense og Århus. Thomas Lundberg siger, at TQ3 ikke har planer om at lukke nogle regionale kontorer: ”Der er stor loyalitet og god produktivitet på også vore mindre kontorer,” siger han.



Generelt om situationen hos TQ3 Danmark siger Thomas Lundberg, at bureauet har flere transaktioner nu end på samme tid i fjor, men at omsætningen er mindre pga. faldende priser. ”Vi hører af og til fra vores leverandører, at deres snit-indtægter fra vores salg, ligger under markedets gennemsnit, hvilket vi ser som dokumentation for at vore prissøgningsværktøjer er en tand skarpere end de flestes. Og dermed er historien om faldende omsætning en historie, der kommer vores kunder til gode.”

Skrevet af