Fast sommertrafik til Alicante og nye ruter til Athen og Rom

Selvom Sterling Airlines har meddelt, at selskabet fra næste sommer åbner to nye ruter fra Billund til henholdsvis Athen og Rom og lover fast sommertrafik til Alicante, kan det nye program godt umiddelbart ligne en forringelse.
Det medgiver direktøren for den jyske storlufthavn, Jørgen Krab Jørgensen, der dog glæder sig over, at det sammenlagte Sterling Airlines har valgt fortsat at satse på Billund.
Det er imidlertid i første omgang lidt af et tilbageslag, at Sterling lukker flere af de tidligere Maersk Air-ruter. Det medfører blandt andet, at Billund får færre afgange til europæiske storlufthavne med forbindelse videre ud i verden. Blandt de ruter, som lukkes, er Billund-Frankfurt. Det er beklageligt, konstaterer Krab Jørgensen, der peger på, at der efterhånden var opbygget et betydeligt passagerunderlag på ruten.
Men da lufthavnen er i løbende kontakt med en række andre selskaber, der overvejer at åbne ruter direkte fra Billund, håber Jørgen Krab Jørgensen snart at kunne bekræfte, at Billund Lufthavn allerede fra næste sommer er tættere på at have opfyldt ambitionenerne om blandt andet mindst to daglige forbindelser til alle regionale lufthavne i Europa.

Skrevet af