230 fyres efter Sterling opslugte Maersk Air

Det triste er at 180 ansatte i Sterling og Maersk Airs administration samt 50 i de to selskabers tekniske afdelinger skal afskediges for at rationalisere.



På et pressemøde onsdag ville hverken Almar Örn Hilmarsson eller Sterlings nytilkomne kommunikationsdirektør, Niels Brix, give et bud på den besparelse – men hvis en gennemsnitlig månedsløn er 25.000 kr. bliver det 57,5 mio. kr. om året.



Den mest kendte Maersk Air-ansatte i forhold til rejsebranchen, salgs- og marketingsdirektør Anne von Glasow, er ikke med i det nye Sterling og fratrådte i går.



”Det er som et regeringsskifte fra Blå til Rød. Når man skifter fra Blå til Rød, bliver der ikke plads til de officielle ”talsmand” fra blå, så det var ikke nogen overraskelse. Jeg overvejer nogle jobtilbud,” sagde juristen Anne von Glasow onsdag til Take Off.



På pressemødet understregede Hilmarsson og Brix, at trods de omfattende fyringer – hver ottende ansat – bliver ingen afdelinger udraderet, men f.eks. lagt sammen med andre.



Før fyringsrunden havde Maersk Air og Sterling ca. 1.900 ansatte, heraf 675 hos Sterling. Der bliver brug for ikke mindst de flyvende, men ikke to personer i samme administrative stillinger.

Men de flyvende i Maersk Air må se frem til andre løn – og arbejdsforhold. Sterling vil ikke betale de samme lønninger, derfor skal Maersk Airs flyvende over på Sterling-kontrakter fra næste år.



Og Stor Sterling flytter til nye lokaler, de overtager nemlig Maersk Airs kontorer i Københavns Lufthavn Syd.



SIKRER ARBEJDSPLADSER

Sterling-duoen lagde vægt på, at pga. den begrædelige økonomi i begge selskaber, sikrer sammenlægningen de resterende små 1.700 arbejdspladser.



NEDLÆGGER IKKE RUTER

Sterling nedlægger ingen ruter under vinterprogrammet, men vil ”konsolidere” ruter fra typisk Københavns Lufthavn, hvor de to selskaber flyver vinge ved vinge til sammen destination.



FARVEL TIL S, L OG X

Ligeledes fjerner Sterling konceptet fra Maersk Air om S, L og X-sæder og har fra formentlig november kun én klasse på sine fly. Også på codeshare-flyvningerne for bl.a. Air France, KLM og Lufthansa ud af Billund.



ULOVLIG MARKEDSFØRING

”De første 12 timer er gået godt,” sagde Almar Örn Hilmarsson onsdag formiddag. Han bebudede, at Sterling også fremover vil føre en meget aggressiv prispolitik.



Men for ikke at få f.eks. Forbrugerombudsmanden på nakken, skal Sterling huske at skrive totalpriser i sine annoncer – det er ikke tilfældet i den overtagelseskampagne med 150.000 billetter til 250 kr. stykket pr. strækning lanceret onsdag. Her skal salgsgebyr og brændstofgebyr tillægges kampagneprisen.



KRITIK AF KØBENHAVNS LUFTHAVN

Sterling trak på pressemødet i land i forhold til tidligere bombastiske udtalelser om at beskære trafikken på Københavns Lufthavn pga. lufthavnens høje afgiftsniveau.



”Jeg har tænkt på at købe en aktie i Københavns Lufthavn, så jeg på deres generalforsamling kan beklage mig over de høje afgifter. Københavns Lufthavn tror, at passagererne kommer for at købe parfume, men så kan de jo åbne en landingsbane i indkøbscentre som Fields,” sagde Hilmarsson og tilføjede at Sterlings planer om flyvninger til USA stadig afventer en afgørelse.



9 MIO. PASSAGERER OM TRE ÅR

Sterlings adm. direktør forventer fortsat vækst – mens de to selskaber i dag har fem millioner passagerer, er tallet ni millioner om tre år, skønner Hilmarsson. Der er forventes en vækst på mindst 20% om året.



Væksten skal komme med nye ruter og gerne flere opkøb, der er dog ingen planer om nye flyselskaber i øjeblikket. Pressemødet blev holdt inden det senere onsdag kom frem, at Icelandair måske skal overtage Sterling.

Hilmarsson fastholder, at Sterlings mål er op mod 100 fly om nogle år og at være Nordeuropas største lavprisselskab.



Der var onsdag informationsmøder for de ansatte i Sterling og Maersk Air – de overtallige fra begge selskaber vil få tilbudt bedst mulig hjælp med at finde nyt job.



HB

Skrevet af