Vestnorden kommer til København

Af Henrik Baumgarten

(REYKJAVIK, TAKE OFF) Mellem 13-15. september næste år mødes et par hundrede købere og sælgere af turistydelser til Færøerne, Grønland og Island til den årlige rejsemesse Vestnorden – som for første gang rykkes til København. Det blev i går, tirsdag, oplyst på dette års udgave af Vestnorden i Reykjavik.



Ellers er Vestnorden gået på skift mellem Island – hvert andet år – og hver andet år henholdsvis Grønland og Færøerne. Shetlands Øerne er med som observatør.



Problemet for arrangørerne er faldende tilslutning til Vestnorden. Mange købere fra europæiske og andre rejsebureauer vil ikke bruge tiden på den for dem lange rejse til et af de vestnordiske lande, hvorfor det skønnes nemmere at afvikle Vestnorden i København.



Tilslutningen næste år vil vise, om Vestnorden flyttes permanent til København – indtil da er bl.a. Island forbeholden og vil gerne have messen hvert andet år på Saga-øen.



Take Off bringer en større reportage i sin oktober-udgave med masser af nyheder og billeder fra dette års Vestnorden.


Skrevet af