Finske firmaer skærer halvdelen væk i rejseomkostninger

Over hele linien hos ruteselskaberne i luftfart er det businesstrafikken, der svigter. Nogle steder dog mere end andre. Således siger Finnairs præsident Jukka Heinonen (foto), i et interview med ABTN, at forretningstrafikken med Finnair i år er faldet med 30 procent.



Helt slemt er det med syv ud af de ti største firmakunder, som har skåret halvdelen af rejsebudgettet væk i år.



“Vi er inde i en periode, hvor vores gode businesskunder bare bliver væk. Ingen kan sige, hvor længe det varer, men det er dog som om det flader ud.”



Heinonen understreger dog, at Fjernøsten trafikken lever op til forventningerne, og siden man er startet på Mumbai er trafikken til Tokio også steget.



“Vi ønsker at komme ud af krisen som selvstændigt flyselskab. Man kan aldrig udelukke en fusion, men det bedste er naturligvis at gro som selvstændig,” fastslår han.



I slutningen af interviewet kommer enten journalisten eller den finske topchef åbenbart i tvivl, for endnu en gang bliver det fastslået: “Vi udelukker altså ikke en fusion.”

-ejv


Skrevet af