Atlantic åbner mellem Billund og Island

Det færøske flyselskab øger i sommersæsonen 2006 fra syv til ni ugentlige flyvninger. Fem af disse afgange vil efter en times ophold på Færøerne få direkte forbindelse til selskabets rute fra Færøerne til Island.



Her lander Atlantic i selve hovedstaden Reykjavik, normalt lander udenrigsfly i hovedlufthavnen Keflavik, tre kvarters kørsel fra hovedstaden.

Hidtil har selskabet fløjet tre gange ugentlig til Island fra Færøerne, men fra næste sommer bliver der fem gange om ugen.



Transporttiden fra Billund til Island bliver lidt over fire timer. I øvrigt tillader Atlantic overnatninger på Færøerne på vej til Island – ligesom der fra Island er fin forbindelse hjem til det jyske.



”Der er plads til lidt mere trafik på Jylland og vi vil gerne udvikle kombinationsturismen mellem Island og Færøerne. Vi tror, at det vil bidrage til udviklingen af turisme. I forhold til alternative ruter mellem Jylland og Island, kan kunderne spare en del tid med vores rute via Færøerne,” siger Atlantics adm. direktør, Magni Arge.



FEMTE FLY TIL ATLANTIC

Magni Arge siger til Take Off, at Atlantic Airways fra efteråret får sit femte fly.

Dermed kan Atlantic næste sommer udvide sin betjening i såvel antal afgange som sæsonmæssigt til bl.a. København, Billund og Aalborg. Ligeledes vil Atlantic flyve til Shetlands Øerne.



Og omsætningen hos Atlantic er i år steget 50% til 350 mio. kr. – det samme er antallet af flyvninger, men Magni Arge kan dog ikke love at overskuddet også ender med en stigning på 50%.



Atlantic beskæftiger i dag 150 medarbejdere og skal bl.a. bruge lidt flere piloter pga. det ekstra fly.



HB

Skrevet af