Udsigt til masseafskedigelser i Sterling


Fusionen mellem Sterling og Maersk Air skulle have været en realitet i dag, men blev i fredags udsat i endnu 24 timer. Udsættelsen sker, ifølge Sterlings direktør, Almar Örn Hilmarsson, fordi der endnu mangler nogle formaliteter og underskrifter.

Ifølge Berlingske Business kan de ansatte i det fusionerede flyselskab se frem til op mod 300 afskedigelser i den kommende tid. Selskabets kommunikationsdirektør, Niels Brix, vil ikke sætte et præcist antal på, men siger, at der bliver tale om en række dobbeltfunktioner, og at selskabet arbejder på at kunne sikre arbejdspladser på langt sigt. I dag arbejder omkring 750 mennesker i Sterling mens Maersk har omkring 1.200 ansatte.

Det sammenlagte flyselskab opererer i øvrigt med en massiv omsætningsfremgang, allerede i år. Sidste år omsatte Sterling og Maersk Air til sammen ca. for 3,6 mia. kr., mens budgetterne for 2005 opererer med en omsætning på fem mia. kr., svarende til en stigning på næsten 50 %.

(Berlingske Business d. 12.09.2005)

Skrevet af