Passagerboom til Middelhavet

”Rom, Venedig, Barcelona, Alicante, Antalya, Istanbul og Nice havde alle markant flere passagerer i 2004 fra København i forhold til 2003,” siger Trille Tang Dalsgaard, chef for Airline Relations i Københavns Lufthavn.



Det stigende antal passagerer til byerne ved Middelhavet skyldes øget rejselyst, flere charterpassagerer, men også nye og flere muligheder for at rejse fra København til Middelhavet med direkte rutefly.



”Det seneste år er der både kommet nye ruter og flere flyselskaber. Passagererne har fået flere valgmuligheder, det afspejles i passagertallene,” siger Trille Tang Dalsgaard.



168.000 flere passagerer rejste i 2004 til og fra Spanien, som dermed er det land, der – målt i rene tal – havde den største passagervækst. Men også Frankrig og Italien ligger vækstmæssigt i Top 5. Når der ses på vækstprocent var Tyrkiet med 46% topscorer blandt de 20 største landedestinationer fra Københavns Lufthavn i 2004.



I alt fløj over 3,5 millioner passagerer, heraf 890.000 charterpassagerer, sidste år til og fra Spanien, Frankrig, Italien, Grækenland og Tyrkiet mod godt tre millioner i 2003. Væksten til de fem middelhavslande udgjorde en tredjedel af den samlede passagervækst i Københavns Lufthavn sidste år, oplyser lufthavnen.

Skrevet af