Salget af luksusrejser fordoblet

Danskerne er glade for luksus. Fem- og seksstjernede hoteller er i høj kurs, veludstyrede spa-afdelinger et must og privat transfer til hotellet skal til. Det kan samtidig konstateres, at tendensen gælder hele året med vinteren som topscorer.  

”Danskerne er mere disponeret for at vælge luksus når de skal på charterferie end tidligere. Vi har dobbelt så mange gæster, der bor på fem- eller seksstjernede hoteller end for tre år siden, da vi første gang præsenterede vores Exclusive-program”, konstaterer adm. dir. i Apollo, Jan Lockhart.

Det nye Exclusive-program tæller luksusferie i Vietnam og et omfattende luksusprogram på De Kanariske Øer, for ud over Gran Canaria, er der indgået aftaler med fem- og seksstjernede hoteller på Tenerife og Lanzarote. Ydermere er der føjet en række nye luksushoteller til i Thailand. For dem, der ønsker at kombinere luksus med en mindre besøgt destination, er Kenya, Tanzania og Zanzibar på programmet.

”Forklaringen er, at flere danskere har luft i privatøkonomien, som omsættes til mindst to ferier om året. Salgstendensen på de eksklusive vinterrejser viser allerede nu gode takter, og vi skal først lige til at sende vores nye Exclusive-program for vinteren ud. Jeg vurderer, at vi vil sælge mindst 3.000 luksusrejser i vinter”, siger Jan Lockhart. 

Skrevet af