Danskerne køber charterrejser online

Rejsebranchen har i den seneste tid oplevet et boom i salget af rejser på internettet. Det gælder blandt andet for Apollo, der har registeret et rekordhøjt antal rejser solgt via nettet. ”De seneste seks uger har vi kunnet konstatere en rekordhøj internet-handel. Hele 70 procent af de Apollo-rejser, der er blevet solgt totalt set over de seneste seks uger, er solgt over apollorejser.dk, og det er rekordhøjt,” siger administrerende direktør i Apollo, Jan Lockhart.

På årsbasis bliver 55 procent af Apollos 150.000 solgte rejser afsat via nettet. Jan Lockhart forventer, at tallet stiger. ”Med den nuværende udvikling er der næppe tvivl om, at vi når vores målsætning om 80 procent web-bookinger af det totale antal solgte Apollo-rejser ved udgangen af 2008,” vurderer han.

Jyderne har overhalet sjællænderne, når der skal købes rejser på nettet. Ifølge Apollo har 72 procent af jyderne de seneste seks uger brugt nettet til at bestille deres rejse hos Apollo, mens det gælder for 68 procent af københavnerne og sjællænderne.

Torben Hansen, der er professor i afsætning på CBS, har tidligere forklaret i Berlingske Tidende, at køb via nettet er attraktivt, fordi det giver færre begrænsninger. ”Rejser er en af de varer, der egner sig godt til salg via nettet, fordi forbrugeren ikke går glip af noget information ved at købe online frem for offline. Tværtimod er det nemmere, og mulighederne for at søge yderligere information er bedre, lyder forklaringen.

(berlingske.dk, d. 18. juli, 2007)

Skrevet af