Endnu et dansk rejsebureau konkurs





Årets tredje konkurs blandt danske rejsebureauer ramte i dag, torsdag, økonomisk trængte Diana Jagt- og Fiskerejser i Svendborg.



Diana Jagt- og Fiskerejser blev erklæret konkurs ved skifteretten i Svendborg på grundlag af en begæring fra Rejsegarantifonden.



Selskabet havde binavnene Diana Hunting Tours A/S, Diana Jagdreisen A/S, Diana Jagtrejser A/S, Dream Hunting A/S, Weyer Jagdreisen A/S, Wilhunting A/S, Wilson A/S, Wilson Jagtrejser A/S og Wilson Rejser A/S.



Diana Jagtrejser havde svensk ejer.



Take Off var tirsdag i sidste uge først med nyheden om Diana Jagtrejsers økonomiske trængsler.

Dagbladet Børsen citerede dagen efter en kilde for at sige, “at mange af de rigtigt dyre jagtrejser (hos Diana Jagtrejser, red) betales i kontanter med sorte penge.”



Diana Jagtrejser omsatte sidste år for 70 mio. kr., men fik et underskud på fire mio. danske kr. Bureauet havde sidste år 5.000 rejsende.



Diana er årets tredje konkurs i rejsebranchen. I april gik Aktiv Ferie i Ringsted konkurs, og i september i år kom en af de største konkurser i den danske rejsebranche, da Øster Lindet Rejser kuldsejlede. Konkursen koster Rejsegarantifonden ca. 20 mio. kr.

Øster Lindet Rejser er endnu ikke reetableret.



Rejsegarantifonden skal føre tilsyn med de rejsearrangører, der er registreret i fonden, og kan i de tilfælde, hvor en rejsearrangør efter fondens skøn har så dårlig økonomi, at fonden risikerer at lide tab, kræve en konsolidering eller en forhøjet garanti af rejsearrangøren.



På dette grundlag har fonden igennem længere tid været i dialog med Diana Jagt- og Fiskerejser vedrørende selskabets økonomi. Selskabet er flere gange blevet tilført væsentlige beløb som ansvarlige lån, hvilket løbende har forbedret økonomien, så fonden ikke fandt grundlag for at kræve forhøjet garanti af selskabet.



I løbet af oktober indtraf imidlertid flere begivenheder, som gav anledning til, at fonden blev bekymret for selskabets drift.



Fonden blev således kontaktet af flere og flere rejsekunder, som enten ikke kom af sted på den planlagte rejse, fordi selskabet i sidste øjeblik aflyste den, eller som – når de var af sted på rejsen – blev mødt med krav om betaling for indkvartering og/eller jagt direkte på destinationen, til trods for at kunderne allerede havde betalt herfor til Diana Jagt- og Fiskerejser. Efter det oplyste fik rejsekunderne ikke efterfølgende disse udlæg tilbagebetalt af selskabet.



Endvidere fik fonden oplyst, at selskabets direktør og flere bestyrelsesmedlemmer var fratrådt på et ekstraordinært bestyrelsesmøde den 17. oktober.

Selskabet var således uden ledelse i en meget vanskelig periode, hvor fonden havde meddelt selskabet en frist til at konsolidere sig tilfredsstillende, hvis selskabet skulle undgå, at fonden stillede krav om forhøjet garanti.



Da fonden herefter ikke havde nogen ansvarlig ledelse at kommunikere med vedrørende selskabets økonomiske situation, og da det måtte formodes, at fondens risiko blev forøget dag for dag, eftersom selskabet vedblev med at aflyse bestilte rejser uden at tilbagebetale rejsekunderne indbetalte beløb, og således tilsyneladende var ude af stand til at opfylde sine forpligtelser efterhånden som de forfaldt, besluttede fonden at indgive konkursbegæring for på denne måde at søge at presse selskabet til at agere, såfremt der reelt var et ønske om og mulighed for at videreføre selskabet, skriver fonden i en pressemeddelelse.



Fonden har ikke noget overblik over størrelsen af det tab, fonden vil blive påført i forbindelse med konkursen, da selskabets bogholderi efter det oplyste ikke er ajourført. Fonden frygter, at der kan blive tale om et tab i størrelsesordenen 10-20 mio. kr.



Advokat Carsten Ceutz, Bech-Bruun, Langelinie Allé 35, 2100 København Ø., er af skifteretten udpeget som kurator i boet.



Rejsegarantifonden har pt. ikke oplysninger om hvor mange kunder, der pt. er ude at rejse. I det omfang, der er tale om pakkerejser/rejsearrangementer, sørger fonden for indkvartering af kunderne. Hvis kunderne som en del af rejsen har købt transport af Diana Jagt- og Fiskerejser, sørger fonden også for hjemtransport.



Der er heller ikke endnu klarhed over, hvor mange rejsekunder, som skulle have været ud at rejse i resten af 2008 og havde købt rejser for 2009.

Fonden udbetaler erstatning til kunder, der har købt en pakkerejse/et rejsearrangement – fx en rejse med både transport og indkvartering. Et arrangement med indkvartering og jagt er også en pakkerejse/et rejsearrangement.



Hvis der kun er købt transport (fx kun en flybillet) eller kun indkvartering (fx kun hotel, lejlighed eller hytte) eller kun turistmæssig ydelse (fx jagt), har fonden desværre ikke mulighed for at erstatte kunden det indbetalte beløb.




Skrevet af