Norwegian åbner 11 ruter fra Københavns Lufthavn

Norwegian etablerer en ny base i København – den har senest til maj næste år 300 medarbejdere og ca. 10 fly.



To fly får i første omgang base i København og flyver fra 6. november fra København til Alicante, Stockholm, Oslo, Malaga, Nice og Aalborg.

Der bliver syv daglige flyvninger fra København til Oslo samt fire daglige til Stockholm.

Fra 6. november flyves der tre gange om dagen til Aalborg og fra midten af november 2-3 gange om ugen til Alicante, Malaga og Nice.



Snart følger andre ruter fra København til Amsterdam, Barcelona, Krakow, London, Pisa, Prag og Rom.



Basen udvides til 8-10 Boeing 737-800 fra maj 2009.



På et hasteindkaldt, men meget besøgt pressemøde onsdag eftermiddag på Hilton Copenhagen Airport, fortalte Sterlings tidligere codesharepartner om sine nye planer fra Københavns Lufthavn.



Men Norwegians grundlægger og adm. direktør, Bjørn Kjos, sagde noget om Norwegian-ruter fra Billund.



Flere Sterling-ansatte var også til pressemødet, i et spinkelt håb om, at Norwegian ville meddele, at man overtog Sterling. Men det ville nordmændene ikke.



”Vi er med en egenkapital på over en milliard danske kr. godt funderet til en dansk ekspansion,” sagde Björn Kjos.



Han forsikrede, at Norwegian intet vidste om Sterlings konkurs før natten til i går – og at Norwegian gennem onsdagen hamrede sit nye program i København sammen.

Skrevet af