Dansk rejsebureau åbner i Budapest og Tokyo

Net Travel Service’s nye kontorer i Ungarn og Japan fokuserer som de nuværende afdelinger i Danmark og udlandet på ferie- og forretningsrejser til Japan samt servicering af japanske og lokale erhvervskunder. F.eks. skal det nye bureau i Budapest etablere særskilt afdeling med rejser til Skandinavien.



Direktør Berend Lund Christian, ansvarlig for Net Travel Service i Europa:

”Vi forventer ikke umiddelbart at tjene penge i Ungarn. Men da et stort antal japanske virksomheder har etableret sig i Ungarn, vil der i løbet af kort tid være tilstrækkeligt økonomisk fundament. Vi ser samme mønster fra japanske virksomheder i Ungarn, som i Skandinavien for 20 år siden. Så længe markedet er usikkert, udstationerer japanske virksomheder mange japanere til opbygning og drift af selskaberne. De udstationerede japanere rejser utrolig meget, og da engelsk kan være besværligt for dem, efterspørger de et rejsebureau med japansktalende personale”.



Net Travel har indledningsvis fem medarbejdere i sin nye Budapest-afdeling, heraf to japansktalende.



Net Travel har også åbnet en incomingafdeling i Tokyo med to medarbejdere, heraf en dansk. ”Vort lille kontor i Tokyo har i flere år primært taget sig af reservation samt betaling af de japanske hoteller, som ikke ønsker et direkte samarbejde med udenlandske bureauer. Men vores trafik til Japan har nu et så betydeligt niveau, at der er fundament til egen incoming-afdeling. Men vi vil ikke konkurrere på de services, vi køber fra de store japanske incomingbureauer,” siger Berend Lund Christian og fortsætter:



”Vi har i stigende grad behov som japanske bureauer ikke kan håndtere. Den kulturelle forskel mellem Japan og Europa ér stor, og japanske incomingagenter forstår ikke altid vore kunders behov.”



”Vi har guidede rundrejser i Japan samt et større antal erhvervsgrupper. I forbindelse med at Japan er vært for EXPO 2005, kan vi se at behovet for en skandinavisk turleder er så stort, at vi er nødt til at have en person fast i Japan,” siger Berend Lund Christian.

Det danske bureau forventer yderligere europæisk personale på kontoret for at håndtere den stærkt stigende efterspørgsel fra Rusland.



Net Travel Service blev etableret i 1976 og har i dag kontorer i København, Stockholm, Oslo, Helsingfors, Moskva, Budapest og Tokyo.



Bureauet, der har 65 medarbejdere og en årlig omsætning på ca. 28 mio. Euro, ejes af danske Tumlare Corporation (75%) og japanske JTB (25%). Et af Tumlares primære områder er japanske grupper til Skandinavien og Østeuropa.

Skrevet af