Hoteldirektør: Endelig positivt politisk signal til turismen

Den kriseramte danske hotel- og restaurationsbranche kan se frem til en politisk håndsrækning. Der tegner sig politisk flertal for at give virksomheder mulighed for at trække hele momsen fra ved hotelbesøg, forretningsmiddage og konferencebesøg i Danmark.



Det politiske flertal består – ifølge Berlingske – af Venstre, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti.



Dermed er vejen banet for ophævelse af eksisterende fradragsregler, der kun giver virksomheder fradrag for en fjerdedel af momsen.



Adm. direktør Peder Madsen, Hotel Koldingfjord: ”Hotel- og restaurationsbranchen er som andre hårdt ramt af krisen. Vi oplever store fald i overnatninger. De eksisterende momsregler med reduceret momsfradrag for køb af kursus- og konferencefaciliteter, hotelovernatninger og restaurantbesøg er med til at lægge en kraftig dæmper på virksomhedernes købelyst.”



”Derfor er det meget positivt, hvis man fra politisk side vil sikre nye fradragsregler på moms. De nye regler giver ikke hotel- og restaurationserhvervet en særstatus, men sikrer at virksomheders køb på hoteller og restauranter sidestilles med andre erhvervsmæssige køb,” siger Peder Madsen.

Skrevet af