40 år med Roskilde Lufthavn

roskilde lufthavnLUFTHAVNE: Lufthavnen indbyder til jubilæumsfest på søndag mellem kl. 13-17. Der er gratis adgang – gæsterne kan se en topmoderne businessjet, en brandbil, toldhunde og TV2 News’ helikopter.

Det bliver rundflyvning med fly og helikoptere. Og har man en pilot i maven, kan man få sig en god snak med flyskolerne om, hvad der skal til for at eget certifikat.

”Vi er stolte af vores lufthavn. Og det vil vi dele ved at arrangere en god familiedag, hvor man kan opleve og lære mere om de mange spændende job, uddannelser og aktiviteter her i lufthavnen,” siger Roskildes Lufthavnschef, Lars Lip.

Aktiviteterne er mange. Om det er brandfolk og pilotelever i skarp træning, Bruce Springsten med privatfly, danske soldater hjemme fra Afghanistan eller direktøren, der flyver af sted i sin privatjet fra lufthavnen 7 kilometer syd for Roskilde

”Fra oprindeligt at skulle have været en lufthavn med ruteflyvninger, har vi i stedet udviklet Roskilde til i dag at være en af Europas bedste lufthavne til at håndterer privat- og taxiflyvninger,” siger Lars Lip.

Selve Roskilde Lufthavn – ejet af Københavns Lufthavn – har 36 ansatte. Dertil kommer ca. 25 virksomheder med omkring 300 ansatte. ”Da det er festdag, er der naturligvis gratis entre. Og så byder vi også på både kaffe og kage,” lover lufthavnschefen.

Roskilde er hjemsted for Redningshelikopteren EH 101 – Search And Rescue beredskabet Eskadrille 722.