40 familier tester en campingferie

campingDe kommende to weekender vil 40 familier prøve en campingferie for første gang. Det er Camping Branchen og Campingrådet, der inviterer familierne på campingvogn og campingplads for at få flere på campingferie.

De 40 familier skal bo på campingpladser over hele Danmark. Her har lokale campingforhandlere opstillet campingvogne til familierne.

Formand for Camping Branchen Lisbeth Rasmussen: ”Det er noget, vi tit har talt om kunne være det helt rigtige at tilbyde potentielle campingvognsejere. Det bliver langt mere nærværende, når man direkte kan prøve, hvordan det er i virkeligheden. Vi har en ferieform, som er populær blandt 1/3 af alle danskere, og fra undersøgelser ved vi, at en anden 1/3 af danskerne gerne vil på camping, hvis de får det rigtige tilbud, og det er jo lige det, som de 40 familier her får.”

Direktør Poul Fejer Christiansen, Campingrådet: ”Familierne vil med sikkerhed blive ret overrasket over, hvor velindrettet og komfortabelt, det er at opholde sig i en campingvogn. På lignende vis vil vi med sikkerhed overraske en del af familierne, når de opdager, hvor mange legekammerater der er til børnene, og hvor mange oplevelser der er på og ved campingpladserne.”