LUFTFART: ”2015 blev et år med blandede følelser. Der var havariet med Germanwings og strejkerne hos Lufthansa,” sagde Lufthansagruppens chef i Danmark, da selskabet og partnere forleden holdt sin årlige julekomsammen. Swiss genåbner rute til København.
Med tanke på, hvad Lufthansa har været igennem i år, tjener det til stor ros, at selskabet og dets partnerflyselskaber fastholdt sin gode tradition med at samle rejsebranchen til sammenkomst i København for at sige tak for i år. Det gør Lufthansagruppen som eneste flyselskab i Danmark.
Morten Balk, landechef for Lufthansagruppen i Danmark, var den første til at pege på problemerne. Lufthansagruppen tæller ud over den tyske mastodont også Austrian Airlines, Brussels Airlines, som Lufthansa ejer 45 pct. af, samt Swiss. Hertil kommer bl.a. datterselskaber som Germanwings.
Og 24. marts i år skete det stadig uforståelige havari, da andenpiloten på et Germanwingsfly på vej fra Barcelona til Düsseldorf styrtede Airbus A320-flyet ned i de franske alper – alle 150 omkom.
Hertil kom, uden sammenligning, de mange strejker fra Lufthansas piloter og kabinepersonale.
”Så det har været et år med blandede følelser pga. Germanwings og strejkerne. Derfor synes vi det var vigtigt at fastholde denne julesammenkomst, hvor vi siger tusind tak til rejsebureauerne og undskylder det ekstra arbejde, strejkerne i Lufthansa har givet dem. Rejsebureauerne booker trods alt omkring 80 pct. af vores flybilletter,” sagde Morten Balk til standby.dk ved Lufthansagruppens hyggelige og uformelle sammenkomst på Hotel Kong Arthur ved søerne i København.
Morten Balk kunne bl.a. fortælle de 100 rejsebureau-agenter, at medlemmerne af Lufthansagruppen til sommersæsonen næste år bl.a. har omkring 400 ugentlige afgange til og fra Danmark.
Selve Lufthansa flyver to gange om dagen fra Frankfurt til Aalborg Lufthavn og fire til Billund Lufthavn. Til Billund har Brussels Airlines foreløbig to fly på hverdage.
På Københavns Lufthavn flyver Lufthansa fire gange på hverdage fra München og fem fra Frankfurt; Brussels Airlines har fire fly om dagen fra Bruxelles, det samme har Austrian fra Wien, mens Swiss har tre fly på hverdage fra Zürich.
Hertil kommer, oplyste Morten Balk, at Swiss igen næste år i sommerprogrammet genoptager ruten fra Geneve til København med seks fly om ugen.
Og så har alle Lufthansas over 100 langrutefly nu fået installeret bl.a. den gode nye klasse Premium Economy.