Dagens kommentar

Et lokalt museum i Ålborg mangler penge til driften. Det beskæftiger sig med noget så hæderværdigt som søfart og marine. Men byrådet i den ny storkommune kan ikke finde de nødvendige midler(det er vist ca. fem kroner pr. indbygger) og derfor rykker det lokale folketingsmedlem, den tidligere borgmester og midtbanedynamo på Aa.Bs 1. divisionshold Arne Toft naturligvis ud med den ide, at kulturministeren skal sikre driften til museet.



Arne Toft – der både som politiker og fodboldspiller har været kløgtig og fremsynet – scorer naturligvis point på at rejse en lokalsag over for regeringen.



De lokale medier referer lokalt den socialdemokratiske politiker – som i øvrigt ikke genopstiller – for hans initiativ. Og det er selvfølgelig OK.



Men for den lidt mere tænksomme rummer sagen mindst tre overvejelser.



For det første er det helt hul i hovedet, hvis staten landet over begynder at finansiere museer, som end ikke kan få kommunal støtte. Byrådet i den nordjyske hovedstad må have andre aktiviteter, der har en højere prioritet.



For det andet bunder Arne Tofts tankegang i den tidligere socialdemokratiske – men heldigvis aflivede – tradition, at statskassen er en del af fagbevægelsen, hvorfra der altid kan flyde midler til gode ideer. F.eks. et museum i Ålborg.



Og for det tredje ville en bevilling her udløse penge til stort og småt landet over.



Men Arne Toft er ikke alene. Det han signalerer her er sognepolitik. Han gør noget for de lokale vælgere. Det har næppe gang på jorden, men han har gjort noget,



Bare hverken for turismen eller museerne. Og mange af hans kolleger tænker på samme måde.



Men Ak, ak og ak. Kan vi ikke få en diskussion om statens rolle i den lokale turistinvestering og måske vente bare antydningen af kritisk journalistik fra dem, der måtte stille spørgsmålene, når lokale politikere jagter billige point.



Lad os glemme Arne Toft og i stedet spørge socialdemokraterne, hvad partiet vil gøre for turismen – og de kulturelle institutioner i den sammenhæng.



Også turistpolitik skal rumme perspektiver. Men desværre er det et område, der har en overordentlig lav prioritet i partiledelserne.

Skrevet af