Dansk rejsebureau lukker

MyPlanet lukkede med starten af denne måned sit kontor i Stockholm med ni ansatte. Til gengæld oprettes et tilsvarende antal stillinger på MyPlanets kontor i Gøteborg. I 2006 lukkede MyPlanet i Oslo – og har nu kun repræsentation i Danmark, Gøteborg plus i Sydney.



”Vort kontor i Gøteborg omsætter for mere end afdelingen i Stockholm. Ved at lukke i Stockholm, som havde for store omkostninger, kan vi 5-doble overskuddet i Sverige,” siger adm. direktør for MyPlanet og Hannibal & Marco Polo, René Andersen, til Take Off.



De to selskaber kom ud af sidste regnskabsår med overskud på 20 mio. kr. fra omsætning på over en halv milliard kr.



Til august forlader MyPlanet sit hovedkontor i Holstebro og rykker til et nyt fælles hovedkvarter i Århus. Cirka halvdelen af de 40 ansatte i Holstebro flytter til Århus – resten er MyPlanet ved at rekruttere.



Også i København skal MyPlanet og Hannibal & Marco Polo under samme tag. Men hvor, er endnu ikke afgjort.



Sidste år havde MyPlanet 30.000 gæster, mens Hannibal & Marco Polo havde 10.000. Sammenlagt er Australien største destination med 15.000 gæster.



I alt har de to bureauer, med den engelske ejer, First Choice, ca. 125 medarbejdere, her af 100 i Danmark.



HB

Skrevet af