Visumregler blokerer for turisme

Udenlandske rejsebureauer dropper Danmark som rejsemål, og potentielle investorer må vente i flere uger på indrejsetilladelse. De danske visumregler sætter en stopklods for den vækst, som regeringen ellers har indsat en handlingsplan for med ”Offensiv global markedsføring af Danmark” – en plan, der med flere hundrede millioner i ryggen, skal løfte Danmarks omdømme i verden.

”Vi synes, det er temmelig paradoksalt, at man på den ene side siger, at nu skal vi ud og markedsføre Danmark med 412 millioner i løbet af fire år som et åbent land, der gerne vil have turister, samarbejdspartnere og folk til at komme og arbejde og studere. Men når folk så er villige til at tage springet, så er det utrolig svært,” siger Anette Overby, der er chefkonsulent i Dansk Erhverv.

Flere steder i den politiske opposition bakker op om denne holdning. ”Det er ikke klogt at bruge så mange penge på at markedsføre Danmark ude i verdenen, hvis man i virkeligheden ikke er interesseret i at få turister og erhvervsfolk til Danmark. Målet med markedsføringen må netop være at gøre Danmark attraktivt, men det bliver vi jo ikke, hvis det er umuligt at komme hertil,” siger Elsebeth Gerner Nielsen, der er erhvervspolitisk ordfører hos de Radikale.

Ca. 80 pct. af visumansøgningerne behandles direkte på den ambassade, hvor ansøgningen er indgivet. Sagsbehandlingstiden er her gennemsnitligt på 5-10 dage, oplyser Udlændingeservice, der bliver involveret i de sidste 20 pct. af visumansøgningerne. Disse sager er af mere kompliceret karakter og angår f.eks. tvivl om ansøgerens identitet, opholdets karakter eller lignende, og så bliver sagsbehandlingstiden i stedet 4-6 uger.

(Berlingske Tidende, d. 29. maj 2007)

Skrevet af