Fredagsklummen – mød danskerne

Af Henrik Baumgarten



Også i den danske rejsebranche har vi begrebet ”incoming.” Altså bureauer som f.eks. henter passagerer i lufthavnen, kører dem til hoteller, håndterer krydstogtskibe, reserverer hoteller, laver udflugter og meget, meget mere.



Det er en stor branche – den omsætter for over 1,5 milliarder kr. om året og beskæftiger ca. 300 personer.



Men incomingbranchen har en profil som et hul i jorden. Incomingbranchen har et medlem af bestyrelsen hos Danmarks Rejsebureau Forening. Hvem det er, aner jeg ikke. Vedkommende har aldrig noget på hjertet, i hvert fald ikke noget han eller hun gider kommunikere gennem et brancheblad som Take Off.



Det er min påstand, at der mangler ”opdragelse” af danskerne når det gælder viden om, hvad de internationale gæster, turisterne, betyder for vor samfundsøkonomi, beskæftigelse osv.

Hvad enten de kommer for at spise vores ”lækre” røde pølser, hælde bajere i løgnhalsen i Nyhavn eller lægger mange penge som turister, på ferie eller erhvervsrejse,

til hotel, restauranter, taxaer, shopping osv.



Det ville da være skønt, hvis ”man” kunne få kommunikeret ud til danskerne: vær venlige og imødekommende mod vores internationale gæster.

De sikrer i størrelsesordenen 70.000 jobs i Danmark og spenderer noget med 100 milliarder kroner om året – dermed er dette område et af landets største indtjenere af fremmed valuta.

Vi skal vide, hvor meget den business betyder. Og det gør vi overordnet ikke.

Det er selvfølgelig ikke kun den danske incoming-branches opgave, at fortælle, hvad den gør og hvad turisterne betyder for den danske økonomi. Men den skal være med til det…



Denne weekend har vi fint besøg i København. Meeting Professionals International holder europæisk årsmøde i København. De 500 MPI-medlemmer er toppen af verdens mødekøbere og beslutningstagere på området.



Mødeindustrien giver alene København en årlig omsætning på otte milliarder kr. og 9.000 arbejdspladser.

Og at MPI-mødet ér vigtigt kan selv Gårdmand Bjørn regne ud når Kronprinsesse Mary er konferencens protektrice og deltager i åbningsceremonien.



MPI’erne skal ”wines and dines” – og rejse herfra med et godt indtryk af danskerne og af Københavns potentiale som vært for internationale møder og konferencer.



Mange af dem har sikkert set tv-billederne fra Nørrebro med gadekampe. Men billederne er snart glemt igen, på den måde er Danmark heldigt stillet…



Som min gamle chef fra Sterling-tiden, i dag MyTravels informationschef, Torben Andersen, sagde i Take Off-Stolen i januar:

”Hvis der ryger et kanonslag i en skraldespand i tyrkiske Alanya, skriver pressen om terror. Men når f.eks. de fra Ungdomshuset på Nørrebro slås med politiet, fraråder pressen da ikke rejser til Danmark.”

Skrevet af