Bravo Tours overskud næsten halveret

Hvis man sammenligner regnskabet i år med samme periode sidste år, kommer Bravo Tours ud med et overskud på 22-23 mio. kr., mod 38 mio. året før.

”Muhammed tegningerne har kostet os 15 mio. kr. primært på lande som Tyrkiet og Tunesien. Det har vi lært af. I år har vi spredt risikoen, så vi ikke havner i samme situation igen. Vi vil være mindre sårbare.”

Sådan siger Peder Hornshøj, direktør, Bravo Tours til Stand By.

Peder Hornshøj skønner, at Bravo Tours regnskab i år kommer til at ligge på 18 – 20 mio. kr.

“Men det skyldes, at vi har forlænget vores regnskabsperiode med tre måneder til 1. januar for at have samme periode som de andre selskaber i koncernen. Derved har vi overtaget tre underskudsmåneder. Men vores overskud er vi er stolte af. Der er mange som vil misunde os,” mener Hornshøj.

“Bravo Tours har skåret lidt ned på Tunesien og Tyrkiet. Tyrkiet med omkring 10 procent og Tunesien 10 – 15 procent. Vi kunne godt have fået et mindre tab på Tyrkiet, hvis vi havde reduceret og aflyst. Men vi valgte at gennemføre hele vort program i håb om at være med til at normalisere situationen,” siger Hornshøj.

Nyt fra Bravo Tours er også, at Tina Hyldgaard, 36, er udnævnt til Salgs- og marketingdirektør. Hun har været med i Bravo Tours næsten fra start bl.a. som gruppeafdelingsleder, direktionssekretær og marketingchef. Tina Hyldgaard er Bravo Tours første salgs – og marketingdirektør.

Skrevet af