Dagens kommentar

Socialdemokraten Magnus Heunicke vil sikkert være et ubeskrevet blad for de fleste i rejsebranchen, selv om han det seneste halve år har været et meget aktivt medlem af Folketingets trafikudvalg. Men fra i dag er han officielt sit partis trafikpolitiske ordfører. Han afløser Poul Andersen, der bl.a. har været ramt af sygdom og længe har været på retræte. Magnus Heunicke er journalist af uddannelse, valgt i Næstved og søn af byens mangeårige og populære borgmester Henning Jensen. Danner Helle Thorning-Schmidt en socialdemokratisk ledet regering efter det kommende valg, vil han være det mest sandsynlige valg som ny trafikminister.



Den siddende konservative transport- og energiminister Flemming Hansen er på mange måder en behændig politiker med personlig venlig udstråling, der må have været et vældigt aktiv, da han fra domicilet i Vejle i sine unge dage grundlagde sin landsdækkende kæde af skotøjsbutikker.



Men alderen kan han ikke løbe fra og trafikområdet slider, fordi ventetider og forsvundne kufferter i lufthavne og store forsinkelser på tog hver dag minder vælgerne om, at der er problemer. De er sjældent ministerens skyld. Men de er altid hans ansvar.



Derfor har Thorning-Schmidt handlet klogt, da hun valgte den unge og kompetente Magnus Heunicke som modspiller til den slidte Flemming Hansen.



De to vil tage nogle livtag og tiden med den ”jyske mafia” dvs. den fra mange sider kritiserede forbrødring mellem en kæde af tidligere trafikministre er definitivt forbi.



Nu bliver trafikområdet en del af kampen mellem regering og opposition.



Det kan give lidt problemer med at holde en langsigtet strategi, men til gengæld er det en stor hjælp for gennemsigtigheden.



Den har ikke altid været lige åbenbar, når trafikmilliarderne blev fordelt mellem landsdelene.



Med trafikken – ikke mindst luftfartens – stadig større betydning i den globaliserede verden, er netop transportministerposten et udstillingsvindue til over for vælgerne. Dermed også en kampplads, hvor Helle Thorning-Schmidt med sit unge hold vil søge at give VK-regeringen kamp til stregen.



Får Heunicke skabt en profil af fremadrettet nytænkning, må statsminister Anders Fogh Rasmussen og den konservative leder Bendt Bendtsen gøre op med sig selv, om tiden ikke er kommet til nye kræfter på den udsatte ministerpost.






Skrevet af