471.000 færre overnatninger i Danmark

En del af forklaringen er den våde sommer.

I 2012 havde Danmark 1,1% færre turistovernatninger; hotellerne satte dog rekord med over en halv mio. overnatninger.

Samlet har Danmark årligt valutaindtjening på over 30 milliarder kr. fra udenlandske besøgende, hvilket giver over 100.000 jobs.

De nye tal fra Danmarks Statistik viser lidt færre udenlandske overnatninger i Danmark sidste år. Faldet blev 471.000, et minus på 1,1% i forhold til 2011.

Nedgangen var størst indenfor camping, men også antallet overnatninger på feriecentre samt feriehuse faldt i 2012. Omvendt oplevede hotellerne fremgang. Geografisk holder Region Hovedstaden turismen oppe, mens resten af Danmark halter efter, noterer Dansk Erhverv.

Sidste år havde primært campingpladser, feriecentre og feriehusene et hårdt år. Antallet af overnatninger på de tre ferieformer faldt henholdsvis 5%, 2% og 2%.

Omvendt fortsatte de danske hoteller deres fremgang med 4% i forhold til 2011 og med 24% siden 2009.

”En del af forklaringen skal findes i en våd dansk sommer. Men det handler også om vores konkurrenceevne over for udlandet – og den skal simpelthen forbedres,” siger Mette Feifer, markedsdirektør i Dansk Erhverv.

”Danmark er i skarp konkurrence med andre europæiske lande om at tiltrække turisterne, og derfor udgør de høje danske afgifter på energi og fødevarer, samt den manglende mulighed for at afløfte moms et væsentligt problem.”

I 2012 var Region Hovedstaden eneste region, der øgede antallet af overnatninger. Størst fald havde Region Sjælland og Region Syddanmark, hvor antallet af overnatninger faldt hhv. 3,4 og 3,5%.

”Det er ærgerligt, at de øvrige regioner og overnatningsformer oplever tilbagegang, for kystturismen uden for de store byer er afgørende for den samlede danske turisme. Derfor anbefaler Dansk Erhverv øget fokus på vækstmulighederne i turismen i hele Danmark, da det skaber vækst og arbejdspladser, som ikke kan flytte ud af landet,” siger Mette Feifer.

De danske hoteller satte rekord i antal overnatninger med en vækst på 500.700. Det svarer til en stigning på 4,2%, oplyser Horesta, hvis formand, Jens Zimmer Christensen, siger:

”Siden det store kriseår 2009 er vi gået frem i antallet af overnatninger hvert eneste år. Det er positivt, men desværre ikke noget, der har udmøntet sig i store overskud til hotelerhvervet.”

Hotellerne er pressede af, at der er bygget mange nye hoteller i årene 2008-2011. Det kombineret med prisniveauet påvirker virksomhedernes bundlinjer. Over halvdelen af landets hoteller kom ud af 2011 med underskud, og den gennemsnitlige omsætning pr. hotelværelse faldt fra 2008 til 2011 med 16,5%, viser tal fra Horesta.

I 2012 var det især udenlandske gæster, som bidrog til overnatningsrekorden. De udenlandske gæster øgede antallet af overnatninger 6,4%, mens væksten i danske overnatninger var 2,4%. Blandt hotellernes traditionelle storkunder var svenskerne, nordmændene og amerikanerne flittige hotelgæster i Danmark sidste år.

For Rusland og Kina var fremgangen meget stor, men de er stadig forholdsvis sjældne gæster i Danmark sammenlignet med turisterne fra de store markeder. Antallet af russiske hotelovernatninger steg 25,7%, mens Kina gik frem med 36,3%.

Antallet af ferierejsende (+4,4%) er steget lidt mere end de forretningsrejsende (+3,1%).

”Det glæder det os, at regeringen har sat fokus på afgiftslettelser for konkurrenceudsatte erhverv. Vi er et af de erhverv, der hurtigst kan skabe vækst og beskæftigelse,” siger Jens Zimmer Christensen.

De danske overnatningstal vil bl.a. blive drøftet når Turismens Vækstråd i dag mødes i Københavns Lufthavn, hvor medlemmerne fortsætter drøftelserne af, hvordan turismen kan bidrage til at skabe vækst.

Dagen byder bl.a. på et indlæg fra økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager, som vil præsentere, hvordan hun ser fremtiden for Danmark og de udfordringer, erhvervet står overfor.

Danmark taber markedsandele, mens landene omkring os er i hastig vækst, noterer Turismens Vækstråd, der er sat i verden for at bidrage til at vende den udvikling. Ifølge Turismens Vækstråd skaber turismen årligt en valutaindtjening i Danmark på over 30 milliarder kr. fra udenlandske turister og over 100.000 arbejdspladser.