Kommentaren: Københavns Lufthavn vil selv

Af Ejvind Olesen



Det var ikke helt let at blive klog på, hvor Københavns Lufthavn står med hensyn til den overraskende meddelelse om, at der ligger et grydeklart projekt til en konkurrerende lavpristerminal.



Der er dog al mulig grund til at tro, at bestyrelsen går klokkeklart imod og selv vil opføre en terminal, som ingen af os ganske vist har hørt om før i går. De færreste går vel frivilligt med til at få en konkurrent ind på den jord, som man selv ejer.



Her er det så EU lovgivningen om ground handling monopol kan komme ind i billedet. Hvis den skal bruges, kan der gå flere år. Og da kan det begynde at blive lidt uinteressant. Hvis vi skal vente til måske efter flere EU-afstemninger og til oliepriserne har fået det gjort af med stribevis af lavprisselskaber, så er behovet måske også forduftet.



Enhver bruger af lufthavnen ville gerne have et alternativ til de urimelige parkeringsafgifter og vil naturligvis også med tak tage imod lavere priser på alt i en ny terminal med taxfree varer og en rimelig pris på en fadøl. Og tænk sig, hvis man virkeligt kunne gå fra bilen til flyet på 20 minutter.



Lufthavnens chef Brian Petersen har lidt uld i mund i den officielle pressemeddelelse, som fastslår at faciliteter til lavpris er en rigtig god ide. “Vi har i et halvt år undersøgt mulighederne for at etablere lavprisfaciliteter til alle vore flyselskabskunder. Jeg vil i den kommende tid undersøge alle muligheder for at kunne tilbyde endnu mere attraktive løsninger. (Læs: Det behøver eksterne fhv. direktører i lufthavnen ikke at fortælle os om).”



Et kick bagi til Københavns Lufthavn er nok det mest positive, der kommer ud af denne sag. Hvis der skal ske andet og mere, skal vi gennem EU, og da er der dømt nøl for alvor. I så fald kommer der til at gå både år og dage, før planerne realiseres. Om det overhovedet sker.

Skrevet af