Spies dropper julemaden

Mindre end 5 % af chartergæsterne vil deltage i de julearrangementer, som mange hoteller ellers byder på.



På Phuket kommer julemanden således ridende på elefant, og på mange hoteller på De Kanariske Øer forsøger man at kreere julefester i stil med den, som holdes i gæsternes hjemland.



Spies har tidligere arrangeret julefester på de mest populære rejsemål. På Mallorca var der i Simon Spies’ tid både flæskesteg, risalamande og gaver til gæsterne, men interessen for disse julearrangementer er i dag meget beskeden.



”Her på Tenerife har vi nu helt droppet julemiddagen i Spies’ regi. Vi oplevede, at det var mere end vanskeligt at ramme den hjemlige stemning og således overtræffe gæsternes forventninger. Derfor bliver juletræet i år hjemme i den danske skov, men vi henviser gerne til f.eks. den svenske restaurant Göta Kanal, der fortsat holder juletraditionerne i hævd,” siger Max Jacobsen, chef for Spies på Tenerife.



Af de ca. 20.000 danskere (ca. 10 % flere end sidste år), som har valgt en charterrejse til varmere himmelstrøg, rejser de ca. 65 % til en af De Kanariske Øer (meteorologerne forudsiger solrigt og 22 grader juledag).

Ca. 10 % – svarende til ca. 2.000 – er i Thailand med Phuket (skyfrit og 32 grader) som det store trækplaster.



De øvrige chartergæster vil juleaften befinde sig i lande som Gambia (skyfrit og 35 grader), Ægypten (skyfrit og 22 grader), Marokko (skyfrit og 18 grader)og Kap Verde (skyfrit og 27 grader).

Skrevet af