Flymekaniker hjalp medpassagerer

En handlekraftig flymekaniker sparede i lørdags sig selv og sine medrejsende for otte timers ventetid på den spanske middelhavsø Menorca, rapporterer BBC.



Flymekanikeren havde været på ferie og sad i flyet, da det blev meddelt over flyets højttaleranlæg, at flyet af typen Boeing 757-200 fra selskabet Thomas Cook, ikke kunne komme i luften på grund af en defekt. Det blev samtidig oplyst, at der ville gå otte timer, før teknikere fløjet ind fra Storbritannien kunne være færdige med reparationen.



Mekanikeren kontaktede personalet og identificerede sig som flymekaniker. Efter personalet havde tjekket hans papirer, fik han tilladelse til at reparere flyet.



Flymekanikeren arbejder for selskabet Thomsonfly, som har en vedligeholdelsesaftale med Thomas Cook, så han er vant til at pille ved deres fly, skriver Ekstra Bladet.



Og blot 35 minutter senere havde han fundet og udbedret problemet. Herefter kunne flyet lette mod Glasgow.



”Det var dejligt beroligende, at den person, der havde repareret flyet, trygt satte sig i passagersædet og fløj med hjem,” siger en stewardesse.

Skrevet af