Lufthansa får ny minipris fra København

Lufthansa putter i disse dage en ny specialpris i reservationssystemerne. ”BetterFly” i bookingklasse E til 999 kr. med skatter og afgifter gælder returflyvninger på Lufthansas egne fly mellem Danmark og Tyskland.



Antallet af BetterFly-billetter vil afhænge af, hvordan de enkelte afgange sælger, oplyste Lufthansas country manager, John Nielsen, på pressemøde mandag.



Som modvægt til den nye lave pris, sagde han, at Lufthansa årligt sælger ca. 400 Første Klasse-billetter på langruterne til danske passagerer – de koster fra 50.000 og op til 75.000 kr. Men så er det også en returbillet…



John Nielsen glædede sig over, at Lufthansa havde haft 15 % flere danske passagerer i årets første kvartal sammenlignet med samme i fjor.

Der var navnlig stigning på Fjernøsten, alene til Kina har Lufthansa 52 ugentlige afgange. På langruterne er sydkoreanske Busan ny destination, idet ruten fra München via Seoul forlænges.



Største oversøiske enkeltmarked er dog Nordamerika, primært USA – Lufthansa har 231 ugentlige flyvninger til sine 19 destinationer i USA og Canada.

En nyhed på fra sommerprogrammet er, at Lufthansa også fra München får en daglig flyvning til Denver samt yderligere en daglig tur fra Frankfurt til Detroit.



Med til pressemødet var også ingeniørfirmaet Haldor Topsøes Travel Manager, Lars Engmose. Han fik tilbudet fra Lufthansa om at blive første dansker som fløj med selskabets lånte Airbus 380 på en testflyvning fra Frankfurt til New York.

Lufthansa har bestilt 15 eksemplarer af Airbus 380’eren, leveringerne begynder i 2009. Flyet får i Lufthansas version 555 sæder på de tre klasser.



”Det var en fantastisk oplevelse,” sagde Lars Engmose om turen til og fra New York med det mere end 500 tons tunge fly. Han roste bl.a. flyets gode indeklima med en normal luftfugtighed samt at det er meget støjsvagt.



HB

Skrevet af