Mange nyheder på feriemessen i Herning







”Det er første gang siden Ferie for Alles første udstilling i 1998, at vi har så mange nyheder. Der er nye rejsedestinationer, flere nye rejsebureauer, og så har vi Udeliv med som et nyt hovedområde,” siger projektleder Anders Ladefoged Mortensen, MCH.



Det nye hovedområde, Udeliv, byder på alt til drømme om friluftsrejser, vildmarksstrabadser og ekstrem sport. Her kan de besøgende prøve kajak, kano, dykning, mountainbike og rapelling.



”Udeliv er en legeplads for drengerøve og eventyrlystne med hang til friluftslivet. På Udeliv kan de besøgende prøve udstyr, høre om og købe rejser til ferien i det fri. Eksempelvis kan man teste soveposen til Vildmarksturen i en kummefryser eller regntøjet i en bruser,” siger Anders Ladefoged Mortensen.



I Udlandshallen er bl.a. Indonesien og Den Dominikanske Republik med for første gang. I Udlandshallen er der også et temaområde med oversøiske rejser og charterbureauerne præsenterer nye rejsemål.



Der er også mulighed for at hente inspiration. Ferie for Alle byder på over 60 rejseforedrag.

Der er også noget for de mindste. Messen åbner nemlig for det største legeland nogensinde på Ferie for Alle. Søndag er der fastelavnsfest, og udklædte børn kommer gratis ind på messen, når de følges med deres forældre.



Ferie for Alle i Messecenter Herning er i år større end nogensinde med over 850 udstillere på 66.000 m2, oplyses det.

Skrevet af