Debat: Vi blev også snydt af SkyEurope

Af Niklas Larsen, bagageportør i Københavns Lufthavn.



Jeg læste med stor forargelse Jens Vainer Brandenborgs debatindlæg på Take Offs hjemmeside i fredags. Og med hans historie, ser jeg en passager som blev udsat for næsten det samme som jeg. Historierne er fuldstændigt ens.



I marts 2008 bestiller en kammerat og jeg to billetter hver til Prag med afrejse fra Kastrup 31. oktober. I august får vi mail fra SkyEurope om, at vores fly er aflyst pga. af ændringer i deres trafikplan. De tilbyder os at få alle pengene tilbage – eller en gratis ombookning.



Vi vælger ligesom Jens Vainer Brandenborg, at vi vil have vores penge tilbage. SkyEurope informere os om, at vi har pengene retur efter 30 arbejdsdage… Dette er også jeg af Statens Luftfartsvæsen blevet oplyst om er ulovligt, der må maks. gå 7 dage.



Efter utallige mails, hvor SkyEurope underholder med omrokering i deres finansielle afdeling, garanterer de mig, at jeg ligger øverst i deres bunke over udbetalinger.



Men da de begynder at modsige sig selv, får jeg nok og kontakter Statens Luftfartsvæsen 27. januar med min klage. En meget venlig og hjælpsom dame tager straks fat om sagen og sender SkyEurope en mail, hvor hun forklare dem, at ifølge EU-reglerne skal jeg have mine penge inden syv dage fra den dag, SkyEurope meddeler os, at vores fly er aflyst – derfor bedes de indsætte mit tilgodehavende på 1.548,94 kr. med det samme og kontakte SLV når dette er gjort.



Disse penge skulle jeg dermed have haft tilbage i august 2008, hvor SkyEurope bekendtgjorde, at vores fly var aflyst. SkyEurope svarer ikke den venlig dame fra SLV, der sender dem fem mails, hvor hun beder dem sætte pengene ind på kontoen. SkyEurope ignorerer fuldstændigt SLV – jeg er i besiddelse af kopier af alle de mails, hun har sendt til SkyEurope, samt mine egne.



Jeg tror desværre ikke, at vi nogensinde ser så meget som 50 øre. fra SkyEurope.



Og på det debatindlæg, Take Off bragte i fredags, kan jeg se, at Jens Vainer Brandenborg bestiller sine billetter i oktober 2008. Der havde SkyEurope allerede aflyst vores fly i august med afrejse 31. oktober. Det kunne tyde på, at de sælger billetter selvom de ved, at flyene ikke kommer til at afgå.



Derfor skal dette frem, så vi kan sætte en stopper for det. Det ville være synd, hvis en masse mennesker som dengang, Sterling drejede nøglen om, køber billetter for mange tusinde kroner og aldrig får hverken rejse eller penge ud af det. Med SkyEuropes lukning af sin rute fra København til Wien og med alle deres aflysninger på Prag-ruten, er jeg bange for, at rigtigt mange har penge i klemme hos SkyEurope.


Skrevet af