Med start 3. juni åbner lavprisflyselskabet Iceland Express direkte ruter fra Danmark til henholdsvis Akureyri i Nordisland og Egilsstadir i Østisland med det formål at spare besøgende for indenrigsflyrejser eller lange bilture til de attraktive destinationer med storslåede naturoplevelser og adventuresport.
Destinationerne byder på ridning på islændere, fugle- og hvalsafarier, skisport, golf og riverrafting. Hertil kommer let adgang til Myvatns kæmpestore naturområde med vulkaner, rygende sprækker i jorden, eksploderende damp og naturens helt eget spa-bad.
Selskabet fortsætter sine daglige flyvninger direkte fra København og Billund til Reykjavik.
Meddelelsen fra Iceland Express blev offentliggjort umiddelbart efter, at Icelandair annoncerede åbning af en sommerrute direkte fra Keflavik til Akureyri. Hidtil har rejsende til Akureyri skullet fra den internationale lufthavn i Keflavik til indenrigslufthavnen inde i Reykjavik for at fortsætte rejsen. Ruten åbner 15. juni og flyves tre gange om ugen.