København snyder turister

21. september er Bilfri Dag i det indre København – men datoen er atter dårlig valgt, siger bl.a. incomingbranchen. Samme dag ankommer op mod 10.000 deltagere til en stor lægekongres i Bella Center. Og med forbud mod bl.a. sightseeingbusser ved fx. Christiansborg, Nyhavn og Amalienborg snydes masser af kongresdeltagere og andre turister for at se mere til København, i hvert fald med busser.



Der er ganske få undtagelser i den indre by, fx. for taxier og turistbusser, som gerne må køre kongresdeltagerne fra lufthavnen til hotellerne og derfra til Bella Center.



”Dette står i skærende kontrast til, at Københavns Kommune gerne vil have så mange turister som muligt ,” siger Hans Aldahl fra incoming-bureauet Scan Travel Partner.




Salgschef Lisa Thielfoldt Nielsen fra Tumlare er enig. Bureauet har måttet flytte flere byture til dagen før eller dagen efter. ”Men nogle har ikke en chance, fordi de er på rundrejse og ankommer lørdag aften og allerede skal af sted mandag. Så for dem har vi arrangeret sightseeing med kanalrundfart eller cykel,” siger hun.



Ledsagere til de omkring 10.000 deltagere i den stor internationale cancerkongres i Bella Center skulle søndag have været på byrundtur – fordi hovedstaden jo rent shoppingsmæssigt er død på en søndag.



Grete Madsen, projektleder for Bilfri Dag under Københavns Kommune, har ikke stor forståelse for turisternes kvaler. ”Man behøver ikke køre i bus til alle seværdigheder. Turisterne skal se det som en attraktion i sig selv, at de kan opleve byen fredelig og grøn, uden biler og støj,” siger hun.

Skrevet af