5.000 skal løbe i Billund Lufthavn

run3LUFTHAVNE: Det tog kun lidt over en uge at sælge de 5.000 pladser til Billund RUN-way. Motionsløbet på startbanen i lufthaven natten til 16. maj er arrangeret i forbindelse med lufthavnens 50-års jubilæum.

Ideen med et natløb midt i en lufthavn har vist sig som en stor succes for Billund Lufthavn, der nu melder alt udsolgt.

Lufthavnens projekt- og udviklingschef, Anders Nielsen, siger: ”Den store interesse forpligter. Vi vil sikre, at deltagerne får en unik oplevelse og mærker den specielle stemning, der er i lufthavnen om natten.”

Tilmeldingsgebyret fra løbet går ubeskåret til Børnehjertefonden.

For at gøre oplevelsen så god som mulig for deltagere på selve løbsnatten, uddeler Billund Lufthavn startnumre til de tilmeldte om søndagen før selve løbet.  Det skal give mere ro på selve løbsnatten, ligesom løberne får mulighed for at orientere sig om de fysiske forhold i dagslys.

”Vi håber flest mulige tager til Billund Lufthavn og henter deres startnummer. Det vil være en stor hjælp for os, men vi udleverer også startnumre på selve løbsdagen fra midnat,” siger Anders Nielsen.

Løbsnumrene udleveres søndag den 11. maj fra kl. 10-16 og den 16. maj fra kl. 00.05. Udleveringen foregår samme sted, som løbet starter: Cargo Center Billund overfor Legoland og Lalandia. Læs mere på bll.dk/jubi50