5-årig pige fundet død i Costa Concordia

Redningshold har fundet yderligere otte døde i vraget af krydstogtskibet Costa Concordia, der kæntrede 13. januar udfor den italienske ø Giglio. Blandt de senest fundne er en fem-årig pige, skriver BBC.

 

Ifølge myndighederne omkom 32 personer ved forliset, hidtil er 17 lig bjærget.

 

Skibets kaptajn, Francesco Schettino, er anklaget for manddrab efter hans skib kæntrede, da det sejlede alt for tæt på øen. Han benægter alle anklager. Også skibets næstkommanderende, Ciro Ambrosio, er under anklage. Yderligere undersøges fire af Costa Concordias officerers ageren ved ulykken samt tre andre ansatte i Costa Cruises.

 

Costa Concordia havde 4.200 passagerer og besætningsmedlemmer ombord ved havariet udfor den italienske middelhavskyst.

Skrevet af Henrik Baumgarten