50 år med Billund Lufthavn

billund lufthavnJUBILÆUM: Lørdag den 1. november er det 50 år siden Billund Lufthavn åbnede med blot en græsmark som start- og landingsbane. Sidste år havde 50-års jubilaren 2,8 mio. passagerer.

Dagen markeres med officiel festligholdelse i passagerterminalen, hvor de 120 inviterede skal høre taler og blive underholdt ligesom der er overrækkelse af donationer til velgørende formål indsamlet i år. Om aftenen skal lufthavnens ansatte med ledsagere til stor fest.

Billund Lufthavn koketterer til tider med, at det er den største danskejede lufthavn i Danmark; med henvisning til, at Københavns Lufthavns største ejere er fra Australien og Canada.

Billund Lufthavn er på vej mod tre mio. passagerer om året – tallet forventes ramt måske næste år, formentlig snarere i 2016. I dag har lufthavnen trafik til 50 charterdestinationer samt 40 med rutefly. Senest har Brussels Airlines meldt, at man åbner mellem Billund og Bruxelles fra sommerprogrammet næste år.

”Billund Lufthavn er i dag Vestdanmarks internationale lufthavn. Vi har nået mange betydningsfulde milepæle i 2014, hvor vi bl.a. har rundet 60 millioner passagerer siden åbningen for 50 år siden. Ligeledes har vi haft passagerrekorder hver måned fra maj til august. Det er desuden besluttet, at der kommer en jernbane direkte til lufthavnen i 2019, så jubilæumsåret har været et godt år,” siger adm. direktør i lufthavnen, Kjeld Zacho Jørgensen.

Ud over mange passagerer har jubilæumsåret budt på en række aktiviteter og events. Der var i Pinsen et natløb på startbanen for 5.000 motionsløbere, en charterfest for 1.000 gæster i en af lufthavnes hangarer samt en krimi skrevet af en medarbejder i lufthavnen. Det er alle aktiviteter, der haft til formål at samle penge ind til Børnehjertefonden.

Lørdag vil der ud over taler af bestyrelsesformand Clas Nylandsted Andersen og borgmester Arne Sigtenbjerggaard, underholdning ved den unge guitarist, Jonas Egholm, samt Det Danske Musicalakademi Fredericia, blive overrakt en check til Børnehjertefonden.

”Hele lufthavnen har været involveret i indsamlingsarbejdet til fonden i år, jeg glæder mig til at videregive resultatet af vores indsats. Vi har desuden et par overraskelser i ærmet, der nok skal skabe begejstring,” siger Kjeld Zacho Jørgensen.

Også organisationen La Vida, der støtter syge børn og deres familier med rekreationsrejser til Mallorca, skal have overrakt resultatet af en indsamling. Denne er foretaget på privat initiativ af en af lufthavnens medarbejdere, driftsleder Søren Walter, der i august roede Danmark rundt i havkajak og undervejs samlede ind til La Vida.

Hvor meget, der er i alt er samlet ind til de gode formål, er hemmeligt indtil lørdag, men alene ved motionsløbet RUNway blev der samlet 650.000 kr. ind til Børnehjertefonden.