50 øre pr. kilometer med rutefly

Flyselskaberne sætter priserne i forhold til konkurrencesituationen og den ledige kapacitet på afgangstidspunktet. Det viser den seneste udgave af Dansk Flyprisindex, der udgives af Travelmarket.dk.

 

Hvis feriebudgettet rummer 1.000 kroner pr. person til en flybillet og en europæisk storby er målet, så er det ikke nødvendigvis den fjerneste destination, der er den dyreste. Det kommer i stedet an på, hvor mange andre danske rejsende, der søger mod samme rejsemål i højsæsonen.

 

Det viser det seneste pristjek fra Travelmarket.dk for afrejser i uge 28. Hver fjerde uge de seneste 24 måneder, har Travelmarket tjekket billetpriserne til 10 europæiske storbyer, hvilket giver en meget detaljeret dokumentation for prisudviklingen.

 

I højsæsonen er det muligt at komme på storbyferie med rutefly for under 50 øre pr. fløjet kilometer. Det gælder for destinationerne London, Stockholm, Wien, Rom eller Barcelona.

 

De dyreste destinationer opgjort efter den fløjne kilometerpris er Berlin, Prag og Paris. Det koster dobbelt så meget pr kilometer at flyve retur fra København til Berlin som at flyve fra København til Stockholm.

 

Midt i højsæsonen er der i alt seks europæiske destinationer, hvortil det vil være muligt at sikre sig en flybillet for under 1.000 kroner. Det er Stockholm, Oslo, Berlin, Amsterdam, London og Wien.

Skrevet af Flemming Juul