Københavns Lufthavn dumper ned på vigtig liste

Det er flypassagerer som i en stor årlig undersøgelse placerer lufthavnen som Europas 8. bedste – listen toppes af Zürich. I Europa er 41 lufthavne med i undersøgelsen.



Undersøgelsen – Airport Service Quality – laves for Airports Council International, hvis formand i øvrigt året ud er Københavns Lufthavns adm. direktør, Niels Boserup. Som direktør for Københavns Lufthavn siger han:

”Resultatet kommer ikke bag på os, for lufthavnens serviceniveau var ikke tilfredsstillende i 2006.”



Københavns Lufthavn har sammen med flyselskaberne iværksat flere initiativer for at løfte serviceniveauet i Skandinaviens største lufthavn.



“Vi ligger fortsat højt i Europa og er bedst placerede lufthavn i Skandinavien, men ambitionerne rækker højere. Siden sidste sommer har vi iværksat omfattende ombygninger og forbedringer og i samarbejde med flyselskaberne taget initiativ til i at løfte det samlede serviceniveau,” siger Niels Boserup.



For at øge tilfredsheden hos passagererne i Københavns Lufthavn, kræves kortere ventetid ved check-in, security og bagageudlevering. Lufthavnen har ansvaret for security, flyselskaberne for check-in og bagageudleveringen.



Siden sidste sommer har lufthavnen øget antallet af security-medarbejdere og investeret 200 mio. kr. i en ny central sikkerhedskontrol, der stå klar 1. juni.



“Ingen passagerer fremover må vente over 20 minutter ved sikkerhedskontrollen. Vi så gerne, at flyselskaberne indførte lignende målsætninger for maksimale ventetider ved check-in og bagageudlevering,” siger Niels Boserup.



Lufthavnen stiller stadig flere check-in automater gratis til rådighed. I øjeblikket checker fire ud af ti passagerer i Københavns Lufthavn ind på automater eller via nettet. Lufthavnen håber, at endnu flere passagerer fremover vil springe check-in køen over.



Mange af SAS’ og andre flyselskabers passagerer checker allerede ind elektronisk. Senest har lufthavnen lavet en aftale med sin næststørste kunde, Sterling, så dets passagerer også kan checke ind via automater.

Skrevet af