Mange ulykker på danskernes skiferier

Højsæsonen for skirejser står for døren – ca. 400.000 danskere tager hvert år på skiferie. Men rigtig mange kommer til skade på skiferien.



Knæskader, ledbåndsskader og brud på ben og arme er de typiske skader i højsæsonen i februar-marts.



”Vi ser mange knæskader. Førhen var anklerne mest udsat, men da skistøvler i dag er så gode, er det mest udsatte skiløbernes knæ,” siger skadedirektør Jørgen Pedersen fra Gouda Rejseforsikring.



Mange kommer galt af sted i feriens første dage. ”Oftest er man forsigtig den første eller anden dag, men så tror mange, at nu er de verdensmestre og suser ned at pisten. Og så er det, at skaden sker.”



Østrig, Frankrig, Italien og Norge er danskernes foretrukne skirejsedestinationer, og det er også på de destinationer med flest skiskader.



”Af de ca. 400.000 danskere på skiferie kommer 10.000 ud for så alvorlige skader, at de skal bruge deres rejseforsikring. Vores tal viser, at der er fem gange større risiko for at komme galt af sted på skiferien end en normal ferie,” siger Jørgen Pedersen.



Ca. 2.000 af de alvorlige skader, der sker på skiferie i udlandet, kræver speciel hjemtransport, som kan koste mellem 20.-50.000 kr. og i værste fald et langt dyrere ambulancefly. Uden rejseforsikring risikerer den rejsende en kæmperegning, hvis uheldet er ude, oplyser Gouda Rejseforsikring.

Skrevet af