Air Force One lukker Københavns Lufthavn

Om lidt over 100 timer – fredag aften mellem kl. 18.30-19 – offentliggør Den Internationale Olympiske Komite (IOC) i Bella Center, om Chicago, Madrid, Rio de Janeiro eller Tokyo bliver vært i 2016 for sommer-OL.



Fra fredag morgen til først på eftermiddagen skal de fire kandidatbyer under IOC’s kongres i Bella Center give deres endelige argumentation for, hvorfor IOC-medlemmerne skal stemme for netop deres by. Chicago repræsenteres bl.a. af præsidentfruen, Michelle Obama, og den berømte talkshowvært, Oprah Winfrey



Det store spørgsmål er, om præsident Obama alligevel kommer til København fredag morgen for at deltage i Chicagos præsentation – og hilse på IOC-medlemmerne.



Det var søndag ikke muligt at træffe Københavns Lufthavns trafikchef, Michael Løve, men hans forgænger, Hans Christian Stigaard, siger til Take Off:



”Lufthavnen lukker for starter og landinger ca. ti minutter før Air Force One lander og genåbner ca. fem minutter efter flyet er parkeret – det er samme procedure når Air Force One skal af sted. Samtidig ryddes luftrummet over Storkøbenhavn – Secret Service frabeder sig f.eks. danske F16-fly som eskorte for Air Force One til lufthavnen, hvilket er normal kutyme når statsoverhoveder ankommer.”



Air Force One er kaldesignalet for flyet med den amerikanske præsident – typisk én af to specialbyggede Boeing 747-200B; for udenforstående er den mest synlige forskel de to halerorsnumre, 28.000 og 29.000. Begge B747’erne følges oftest ad.



”I de ca. ti minutter, lufthavnen lukker inden Air Force One lander, gennemfører Secret Service bl.a. et såkaldt ”sweep” af landingsbane og taxaveje. Præsidentens fly parkerer formentlig ved Lauritzen-terminalen eller i cargo-delen,” siger Hans Christian Stigaard.



Bill Clinton besøgte i 1997 som den første amerikanske præsident Danmark – og præsident Bush var på besøg i både 2005 og 2006.



HB

Skrevet af