Nye informationsskærme i Københavns Lufthavn

Når du ankommer til lufthavnen, er det som regel noget af det første, du gør: Kaster et blik på de store informationsskærme i afgangshallen for at få oplysninger om flyafgang eller check-in skranke.



Københavns Lufthavn har netop installeret nye, stilfulde informationsskærme, der blandt andet hænger langs balkonen i afgangshallen i Terminal 2 og flere andre steder i terminalerne. De store, blå fladskærme er større og derved mere synlige samtidig med, at oplysningerne er nemmere at læse.



Udskiftningen af de store informationsskærme i Terminal 2 er et led i en større moderniseringsproces af de mange skærme og monitorer i lufthavnen, som formidler passageroplysninger om alt lige fra afrejse- og ankomsttidspunkt til check-in pulte og gode råd til passagererne.



”Der bliver løbende udviklet nye, moderne løsninger, og vi gør en stor indsats for at finde frem til nutidige tekniske konstruktioner, der fungerer godt i et lufthavnsmiljø og som samtidig er en passagermæssig forbedring,” siger Susanne Frank, passagerchef i Københavns Lufthavne A/S.



”Vi ved af erfaring, at passagererne sætter pris på og belønner et velfungerende og strømlinet interiør og design,” fortæller Susanne Frank og fortsætter: ”Derfor har vi et helt klart koncept for, hvordan de tekniske installationer skal gå hånd i hånd med den øvrige skiltning, så begge dele komplementerer hinanden. På den måde får vi de bedste løsninger, så passagererne vil opleve et højt informationsniveau, når de bevæger sig gennem lufthavnen,” siger hun.



I løbet af foråret vil de 57 informationsskærme over check-in skrankerne blive udskiftet som et led i planen for modernisering af lufthavnens informationsonitorer.


Skrevet af