Kufferten skal ikke låses ved afrejse fra USA

Europæiske Rejseforsikring anbefaler at rejsebureauer og flyselskaber mere tydeligt informerer gæster til USA om, at de IKKE skal låse deres bagage ved hjemrejsen.



Myndighederne i de amerikanske lufthavne kan kontrollere al indskreven bagage. Derfor kan aflåste kufferter blive brudt op med deraf følgende skade på kufferten.



Europæiske Rejseforsikring meddelte først, at følges anmodningen om at lade kufferten være ulåst ikke, vil eventuel beskadigelse af kufferter ikke blive dækket.



”Men efter en rundspørge hos flyselskaber og rejsebureauer, må vi desværre konstatere, at flyselskaberne og rejsebureauerne ikke til fulde lever op til deres informationspligt. Af den grund er det vores opfattelse, at rejsekunderne har været i god tro ved at aflåse kufferten, og rejseforsikringen vil dække eventuelle skader som følge af, at myndighederne har brudt kufferten op,” meddeler Europæiske Rejseforsikring nu via Danmarks Rejsebureau Forenings nyhedsbrev.



Det kan også være umuligt at bevise, om det er myndighederne eller f.eks. en langfingret lufthavnsmedarbejder som med vold har åbnet et stykke indskreven bagage.

Skrevet af