Hoteller og kroer vil have afgifter retur

Danske kroer og hoteller vil have de grønne afgifter refunderet, således som for eksempel landbruget får det. Hoteller og kroer kan ikke bare slukke for varmen og det varme vand. En rundspørge blandt 100 hoteller og kroer viser, at fire ud af fem af turistbranchens medlemmer af Dansk Handel og Service vurderer, at en refusion af afgifterne kan være med til at trække flere turister til.
“Man kan ikke drive et hotel uden at bruge energi. Der vil altid være en afgift, der skal betales. Derfor skal vi som et minimum have en ligestilling med de erhverv, der får refunderet afgifterne,” siger markedschef Heidi Schütt Larsen fra Dansk Handel og Service.
Skatteministeriet er klar over problemet. “Vi har undersøgt problemet, men vi mener ikke, at hotellerne er markant hårdere ramt end så mange andre. Hvis man sidder på kontor, og lokalet bliver varmet op, får man heller ikke afgifterne refunderet,” siger kontorchef i ministeriet, Hans Larsen.
(Jyllands-Posten 22.10.2005)

Skrevet af