Turister frarådes at rejse til Yucatán-halvøen

Den voldsomme orkan, Dean, har allerede dræbt fem på sin vej gennem Caribien. Orkanen er en farlig kategori 4-storm, det næsthøjeste af Saffir-Simpson-skalaens fem trin. Den kan udvikle sig til en sjælden og meget katastrofal kategori 5, når den i dag sætter retning mod Mexicos Yucatan-halvø, meddeler Det Amerikanske Orkancenter.

Udenrigsministeriet fraråder nu danskere at rejse til Yucatán-halvøen på grund af orkanen.
”Det anbefales rejsende at følge de lokale myndigheders anvisninger,” oplyser Udenrigsministeriet i en opdateret rejsevejledning og henviser til flere hjemmesider på internettet samt nyhedsmedier og rejse- og flyselskaber. De lokale mexicanske myndigheder fik i går ordre på at begynde at evakuere 80.000 turister fra Cancún og nærliggende områder på Yucatán.

(Berlingske Tidende, d. 20. august, 2007)

Skrevet af