Sterling frem i første kvartal

Med over 80.000 flere gæster i forhold til samme periode sidste år steg Sterlings passagertal på ruterne til Sydeuropa og i Skandinavien 27% til 388.000 i årets tre første måneder.



Alene i marts fik Sterling en trafikvækst på 30% til 160.000 passagerer, oplyser selskabet. Kabinefaktoren – den udnyttede sædekapacitet – var i marts 85%. Dermed har Sterling i mere end et år forøget antallet af gæster hver måned set i forhold til samme måned året inden.



”Fremgangen understreger, at Sterling sælger rejser til de rigtige destinationer og til attraktive priser,” siger Sterlings kommercielle direktør, Stefan Vilner og tilføjer:



”Vi har igen i år åbnet mange nye ruter ud af København, Oslo og Stockholm, bl.a. takket være vores nye rutesamarbejde med Norwegian og Flynordic.”



Sterlings sommerkampagne giver 50 % rabat på alle rejser fra København og Oslo. Billetterne skal bestilles senest 25. april og er med afrejse mellem 1. maj – 15. juni og igen fra 1. august – 15. september.



”Sommerkampagnen har været en stor succes. Vi har på bare én uge solgt ca. 30.000 billetter,” oplyser Stefan Vilner.

Skrevet af